HOME

Alexandrine - en dansk Diana?

Den 26. april 1999 kan det danske kongehus fejre et jubilæum. Den dag er det hundrede år siden at daværende prins Christian blev gift med storhertuginde Alexandrine af Mecklenburg - Schwerin i VillaWenden i Cannes ved den franske riviera. Han var ni år ældre end hende, en voksen mand og næppe seksuelt uerfaren, selv om datidens presse ikke, som i dag, skrev om unge prinsers forbindelser med unge piger af folket. Hvor viktoriatiden bredt accepterede unge mænds seksualliv, stillede sagen sig anderledes for de unge kvinder. Her tåltes ingen slinger i valsen, i så fald var muligheden for et fordelagtigt ægteskab, og især da for prinsesser, helt udelukket. Det var derfor vigtigt for forældrene at få deres unge døtre bortgiftede hurtigst muligt, det formindskede risikoen for tab af den dyrebare jomfrudom. At Alexandrine således var ni år yngre end han og kun atten år ved brylluppet var derfor ikke noget særsyn ved de datidige europæiske hoffer, det var snarere reglen.

En anden omstændighed ved forbindelsen har sikkert undret datiden mere. Storhertuginden var tysk prinsesse og det var ikke et fordelagtigt statsborgerskab i 1898. Krigen i 1864 som førte til tabet af Slesvig var et levende minde og et åbent sår. I befolkningen herskede udpræget anti tyske følelser og alt tysk var upopulært, så hvorfor optog det danske kongehus en tysk prinsesse som medlem, en prinsesse, som ville blive mor til en kommende konge? Der var dog trods alt andre muligheder?

Det danske kongehus var på den tid beslægtet med alle protestantiske og græsk-katolske hoffer i Europa, dog sparsomt i det tyske. Hertugen af Cumberland stod ganske vist under den tyske kejser men også i opposition til ham, og hans væsentligste godsbesiddelser lå i Østrig. Al dansk udenrigspolitik var i disse år afledt af det slesvigske problem og for det danske hof, og udenrigsministeriet, kan det have været en god ide at prøve på at få en allieret ved det tyske hof. At valget faldt på Alexandrine kan meget vel tænkes at skyldes den russiske kejserinde Dagmar. Hun kendte nemlig Alexandrines morfar storfyrst Michael af Rusland, og hendes morbrødre, der var seks, og kan meget vel tænkes at have anbefalet forbindelsen . Desuden var hendes svigerinde, storfyrstinde Maria, født prinsesse af Mecklenburg - Schwerin. En sådan forbindelse ville yderligere styrke båndene mellem de tre hoffer. At ægteskabet således var arrangeret, var der set med dens tids øjne ikke noget galt i, det var kun at forvente.

Allerede i efteråret 1896 havde prins Christian truffet den kun sekstenårige pige. Han var da sammen med sin far på en rundtur til de tyske hoffer. På udkig efter en passende brud må man formode. Tilsyneladende faldt den unge Alexandrine i prinsens smag og allerede i marts året efter fandt forlovelsen sted. Den danske presse var ikke begejstret. At Alexandrine var tysk gjorde hende upopulær allerede inden hun havde sat sin fod på dansk jord. Hun prøvede på hurtigt at lære dansk og talte i øvrigt engelsk med familien. Rent udenrigspolitisk må partiet de første år have fremstået som fornuftigt. Alexandrines lillesøster, Cecilie, blev i 1905 gift med kejser Wilhelms ældste søn, så prinsessen kunne se frem til en dag at blive dronning af Danmark, med sin søster som kejserinde af Tyskland. I den tids tankegang, i det mindste ved hofferne, blev det slesvigske problem da til et familieanliggende, som man indbyrdes kunne håbe at finde en løsning på.

Så kom første verdenskrig. Et blodbad for Europa og den totale katastrofe for alt blåt blod. I 1918 var alt slut for de russiske familiemedlemmer, den kejserlige familie myrdet, tre af Alexandrines morbrødre myrdet og resten spredt i permanent eksil. Det tyske kejserhus afsat, Alexandrines bror afsat som storhertug , slægtens besiddelser tabt. For dronning Alexandrine må det have været bitre år. Men dermed var det ikke slut. Ved stormagternes indgriben fik Danmark lykkeligt Nordslesvig tilbage i 1920. Men hvad tænkte egentlig dronningen da hendes mand og sønner red over grænsen og hun fulgte efter i bil? Som alle der hører hjemme i to lande må hendes hjerte have været delt. Nogen nem tid kan det ikke have været for hende.

Men det skulle blive værre endnu. I Tyskland tog ekskronprins Wilhelm, som var dronning Alexandrines svoger, kontakt med Hitler, som kom til magten i 1933. Denne kontakt måtte nødvendigvis lægge en skygge over familieforholdene. Den truende udvikling i Tyskland i trediverne og hele optakten til 2. verdenskrig må have været foruroligende. Under krigen var al tale om kontakt med den tyske familie naturligvis bandlyst. I maj 1945 rejste dronningen uofficielt over den dansk- tyske grænse for en sidste gang at hilse på sin døende bror i Flensborg. Hendes søster mistede sit hjem, Cecilienhof, og blev i praksis skilt fra sin mand. Alexandrine blev altså vidne til sin families sammenbrud uden at kunne hjælpe den. Tilligemed nu i et land hvor det gamle tyskerhad endnu en gang stod i lys lue. Formentlig var hun glad for befrielsen, men der må næsten have været lidt malurt i bægeret, selvom ingen tvivlede på hendes loyalitet.

En sidste gang skulle hendes liv blive berørt af et politisk spørgsmål. Det stod omkring 1950 klart at Kong Frederik ikke ville få en mandlig arving. Prins Knud havde to sønner, så der var faktisk mandlig efterslægt til at tage over. Prins Knuds svigerforældre, prins Harald og prinsesse Helene, havde under krigen indtaget en tyskvenlig holdning og var uønskede både i landet og ved hoffet. I sig selv en diskvalifikation. Tiderne arbejdede for en større ligestilling for kvinder og mænd og de første kvindelige ministre havde set dagens lys. Nye tider gjorde det også til et krav for kongelige personer at kunne tackle den brede offentlighed gennem aviser, radio og tv, her mente man i regeringen og ved hoffet at Kongens børn bedre end prinsens tegnede til at kunne klare en ny tids udfordringer. For regeringen var den nye tronfølgerlov næsten en nødvendighed, ellers var grundloven i sin nye form ikke blevet vedtaget. Al den uro dette må have medført indadtil i den nærmeste familie må have slidt på den i forvejen plagede Alexandrine og hun døde da også d. 28. december 1952 inden lovens vedtagelse. Dødsårsagen var tarmslyng.

Når man i dag ser på billeder af det unge par og navnlig billeder taget gennem mange år af prinsesse og senere dronning Alexandrine bliver man slået af det sørgmodige og resignerede udtryk som præger næsten alle billeder og man spørger uvilkårligt sig selv : var hun i virkeligheden et dybt ulykkeligt menneske? Hendes liv ligner i en vis grad prinsesse Dianas. Gift meget unge med ældre erfarne prinser, selv uden den store erfaring med livet og kærligheden. Begge kom fra hjem der blev brudt, Alexandrines af hendes fars tidlige død, han oplevede ikke hendes bryllup, Dianas af forældrenes skilsmisse. Begge fødte de to sønner tidligt og hurtigt efter hinanden, så havde de gjort deres pligt og derefter ikke mere. Såvidt er deres liv parallelt. Begge roses de for deres store kærlighed til sønnerne som formentligt har erstattet kærligheden til ægtefællen. Alexandrines store interesse i privatlivet var musikken, det er fra hende kong Frederiks evner for musik kom. Som ung etablerede hun et mangeårigt venskab med familien Ancher på Skagen, og var i øvrigt meget optaget af broderi og lidt mere usædvanligt, af strikning. Som helt ung var hun også ret sejlsportsinteresseret og når begge sønner valgte marinen, frem for hæren, kan det udmærket være gennem hendes indflydelse. I øvrigt dyrkede hun sin interesse for sejlsport sammen med sin mand. Som lidt ældre var dronningen plaget af mave-tarm problemer og uden tvivl stærkt plaget af smerter. Det er tankevækkende at det netop er problemer der relaterer til mad og fordøjelse som var hendes såvel som Dianas. Som prinsesse Diana gjorde også Dronning Alexandrine et stort arbejde for de svage i samfundet. Hendes støtte til Diakonissestiftelsen er velkendt og vel ingen dansk dronning har så flittigt besøgt syge på hospitalerne uanset deres rang og stand. Oplevede hun som Diana glæde og taknemlighed, der kunne kompensere for et koldt hjemmeliv?

Her hører sammenligningen så op for dronning Alexandrine var barn af en helt anden tid og med en helt anden holdning til livets tilskikkelser. Hendes livsholdning udtrykkes formentligt klart i hendes valgsprog: tro til døden. Dette valgsprog fik hun ved sin konfirmation og det har uden tvivl været hendes ledetråd gennem alle årene. Det er da også hendes udholdenhed vi kan lære af i dag, både kongelige og borgerlige. Det problem som hun måske delte med Diana løste hun diametralt modsat, og det må inspirere andre i dag, uanset vi ikke nødvendigvis ville vælge hendes løsning. At et menneske ikke bør give op uanset om det får givet vanskelige vilkår, det er hun et eksempel på. Hendes beskedne livsførelse, trods hendes høje position, må være et eksempel til efterfølgelse, også for de yngre medlemmer af det danske kongehus. Hun er således et menneske hvis liv giver stof til eftertanke uanset om vi tænker på det private eller det offentlige liv.


Copyright by Ingeborg Doktor